Beskrivelse
Panum er nok Danmarks fremmeste eksempel på brutalismen. Anlægget strækker sig fra Blegdamsvej, åbner sig i retning af Nørre Allé og danner en massiv mur mod Tagensvej. Som en del af Københavns Universitets Nørre Campus går det officielt ikke længere under navnet Panum-Instituttet, men kaldes sjældent andet end blot Panum, opkaldt efter lægen Peter Ludvig Panum (1820-85). Måske er størrelsen og den lukkede facade mod den befærdede Tagensvej, i kombination med bygningernes hårde ydre, grunden til at Panums rolle i bybilledet ofte er lagt for had. Taunhaus har et svagt punkt for det brutale, men holdningerne er mange, og uanset hvilken vej de svinger er Panum i sjældent grad et byggeri, der er i stand til sætte gang i tankerne (og diskussionerne!) om arkitekturen og dens rolle i byen.
Ægteparret Koppel, der også står bag mange af modernismens andre store danske byggerier, arbejdede fra 1968 i sammenslutningen med Gert Edstrand og Poul Erik Thyrring som tegnestuen KKET. Komplekset er opført i perioden 1971-86, og selvom det stod færdigt i 1986 synes byggeriet, i sin selvsikre brug af beton, tegl og glas, at være et tydeligt produkt af halvfjerdserne. De karakteristiske, farverige udluftningskanaler signalerer til gengæld klart tilhørsforholdet til firserne, og der har i det hele taget fra arkitekternes side været et stort fokus på kunsten, som Tonning Rasmussen har stået for, ligesom kælderen byder på vægudsmykninger af Poul Gernes.
Det store anlæg huser det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som uddanner fremtidens læger, bioanalytikere, tandlæger, tandplejere og klinikassistenter. Komplekset indeholder undervisningslokaler, laboratorier, auditorier, boghandler, et stort bibliotek og to kantiner. Som på mange andre uddannelsesinstitutioner er det traditionerne, der fungerer som bærende konstruktioner for det sociale liv, Panum også er ramme for. Og meget passende, kan de studerendes berygtede 69-timers bar (i hvert fald for en besøgende arkitektstuderende i midten af 00erne) kun beskrives som – brutal.
Vi har været overbeviste om, at der netop på dette sted i byen var en enestående mulighed for at arbejde arkitektonisk med en stor komposition.Eva og Nils Koppel (fra bogen 70’erne – Det forbudte årti)
